Pas for danskere i Hongkong eller Macau
Generalkonsulatet i Guangzhou aflægger,
afhængigt af efterspørgslen, ekstraordinære pasbesøg i Hongkong med henblik på
modtagelse af ansøgninger om pasfornyelse og førstegangspas. Der er krav om
forudgående tidsbestilling i forbindelse med et ekstraordinært pasbesøg, som
foretages via det link, der fremgår sammen med opslaget. De begrænsende antal
tider bookes efter først til mølle-princip. Dette opslag samt oplysninger om de
enkelte pasbesøg og tilhørende datoer offentliggøres under Nyheder, når disse er fastlagt. I visse
tilfælde deles informationen endvidere via Det Danske Handelskammer og
Sømandskirken i Hongkong.
Pasudlevering foregår efterfølgende på Generalkonsulatet i Guangzhou og sker ligeledes efter forudgående tidsbestilling. Når passet er modtaget i Guangzhou, vil du blive kontaktet via e-mail med henblik på aftale om tidspunkt for udlevering. Det er ikke muligt at få det nye pas videresendt via kurertjenester såsom SF Express, DHL, Hong Kong Post, m.v., fra Generalkonsulatet i Guangzhou til privat- og firmaadresser eller til andre repræsentationer med Generalkonsulatet som afsender.
Udover de ekstraordinære pasbesøg i Hongkong, kan der ansøges om dansk pas ved generalkonsulatet i Guangzhou, generalkonsulatet i Shanghai, ambassaden i Beijing, handelskammeret i Taipei (Taiwan), ambassaden i Singapore, på andre danske repræsentationer samt i Danmark.
På dette link her
findes oplysninger om den dokumentation, der skal medbringes i forbindelse med
de forskellige pasformer samt ansøgningsformularen. Vær opmærksom på, at
udenlandske dokumenter, herunder eksempelvis fødsels- og ægteskabsattester,
skal være legaliseret og forsynet med Apostille, også når dokumentets tekst
fremgår på engelsk i originaludgaven. General information om legalisering
findes på Udenrigsministeriets hjemmeside her. Kontaktoplysninger
på Apostillekontoret i Hongkong fremgår nederst på siden.
Hvis dit pas bortkommer i Hongkong, og du ikke
er i besiddelse af anden gyldig rejselegitimation, kan du rette henvendelse til
det svenske generalkonsulat i Hongkong, som kan udstede et EU-nødpas, et
såkaldt ’Emergency Travel Document’ (ETD). Et EU-nødpas er som udgangspunkt kun
gyldigt til én enkelt rejse og typisk til Danmark eller et andet Schengen-land,
hvor der kan ansøges om et nyt pas.
For danske statsborgere med fast bopæl i
Hongkong har det svenske generalkonsulat dog mulighed for at udstede det
ovenstående ETD med henblik på rejse til eksempelvis den danske ambassade i
Singapore i stedet, hvor der kan ansøges om både et nyt dansk nødpas og et
almindeligt pas. I denne situation er det muligt at rejse tilbage til Hongkong
på det danske nødpas og efter nærmere aftale med den danske ambassade i
Singapore få det nye pas tilsendt.
Vær opmærksom på, at det kinesiske fastland
kun accepterer ETD i transit. Det er derfor ikke muligt at rejse til det
kinesiske fastland med henblik på at ansøge om dansk nødpas eller almindeligt
pas, hvis eneste anden gyldig rejselegitimation er et ETD.
Adresse- og kontaktoplysninger for Sveriges
generalkonsulat i Hongkong fremgår af dette link: Hongkong -
Sweden Abroad
Har du spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med en forestående rejse eller opretholdelse af opholdsgrundlag, eksempelvis som følge af udløbet eller bortkommet pas, er du velkommen til at kontakte Generalkonsulatet i Guangzhou på [email protected] eller telefonisk på +86 (20) 2829 7300. Ved behov for akut konsulær bistand kan du endvidere kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice på +45 3392 1112.
Særlig information angående navneændring for børn født i Hongkong - Deed Poll:
Hvis du ønsker navneændring ved et officielt dokument udstedt i Hongkong, er der behov for en såkaldt Deed Poll.
En Deed Poll er et juridisk dokument, der bekræfter en navneændring. Det kan omfatte ændring af stavemåde samt tilføjelse eller fjernelse af bindestreg. Der kræves, at ansøgeren er fyldt 18 år for at få udstedt en Deed Poll.
Der gælder særlige regler for navneændring for børn i Hongkong. Hvis begge forældre har forældremyndighed, skal begge forældre give samtykke til navneændringen, uanset om der er tale om fornavn eller efternavn. Har kun én forælder forældremyndighed, kan denne forælder som udgangspunkt gennemføre navneændringen alene med skriftligt samtykke.
En Deed Poll kan udstedes af et privat advokatfirma i Hongkong, som er autoriseret til at udføre notarialforretninger. Oplysninger om relevante udbydere findes via det anførte link. I rullemenuen vælges notary public, hvorefter der fremgår forslag til advokatfirmaer i Hongkong, der kan kontaktes.
Der vil være et gebyr forbundet med at få udstedt en deed poll.
Apostille (legalisering):
Hongkong er, ligesom Danmark, medlem af Apostillekonventionen.
Apostille på et officielt dokument udstedt i Hongkong kan opnås ved henvendelse til:
Apostille Service Office
High Court Registry
Room LG115
High Court Building
38 Queensway – Hongkong
(Tel.: +852 2825 4226)