Spring til indhold

Sådan kan du brevstemme til Folketingsvalget den 5. juni 2019

13.05.2019  09:08

Hvis du er stemmeberettiget til folketingsvalg, kan du afgive din brevstemme på ambassaden i Beijing eller på et af vore Generalkonsulater i Shanghai, Guangzhou eller Chongqing.  

De danske repræsentationer i Kina opfordrer til, at man brevstemmer før fredag den 24. maj.

Du skal være klar over, at brevstemmerne sendes til Danmark med post, og det er derfor en god ide at indgive din brevstemme i god tid før valgdagen, hvis du vil være sikker på at din stemme skal nå at blive talt med. Du kan dog godt brevstemme efter den 24. maj, blot er det efter denne dato ikke muligt at garantere, at din brevstemme når frem før valgdagen.

Der kan brevstemmes i den konsulære åbningstid. Vær opmærksom på, at åbningstiden kan variere alt efter hvor du ønsker at afgive din brevstemme.

Valgret til folketingsvalg

Du kan stemme til folketingsvalg, hvis du opfylder følgende:

  • Er dansk statsborger
  • Er fyldt 18 år
  • Har fast bopæl i Danmark
  • Ikke er umyndiggjort

Læs mere om stemmeret til folketingsvalg her.

Alle der opfylder ovenstående kan brevstemme i stedet for at møde op på valgstedet i Danmark på selve valgdagen. Læse mere om brevstemmeafgivning her.

Derudover gælder særlige regler for udvalgte grupper som bor i udlandet. Er man dansk statsborger og bor i udlandet, har man som udgangspunkt ikke valgret til folketingsvalg.

Udlandsdanskere

Man kan bevare sin valgret til Folketinget, selv om man bor i udlandet, hvis man som udlandsdansker har til hensigt at komme tilbage til Danmark, inden for 2 år efter at man er rejst ud. Hvis man er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark, bevarer man også sin valgret til Folketinget.

Du kan læse mere om valgret ved midlertidige ophold i udlandet her.

Hvis man er frameldt folkeregisteret og tilhører en af ovennævnte persongrupper, skal man søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til valg i Danmark. Det gør man via folkeregisteret, når man melder sin flytning til udlandet, eller via et ansøgningsskema, som sendes til den kommune, hvor man sidst har haft bopæl. Læs mere om udlandsdanskeres valgret og valglisten her.