Spring til indhold

Danmarks strategiske samarbejde med Kina

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet. Det strategiske partnerskab indledte en ny æra i det bilaterale forhold mellem Danmark og Kina, herunder blev det startskuddet til et myndighedssamarbejde, som i dag er blevet yderligere udbygget og udgør hjørnestenen i det bilaterale forhold.

Partnerskabet udpeger en række fokusområder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet i de kommende år. Fokusområderne omfatter blandt andet:

• Styrkelse af den politiske dialog mellem Danmark og Kina samt fortsat hyppig besøgsudveksling på højt niveau
• Klima og miljø
• Energi og søfart
• Fødevarer og landbrug
• Forbedret offentlig sundhed og velfærd
 Forskning, innovation og uddannelse

Et væsentligt fokusområde i samarbejdet mellem Kina og Danmark er bæredygtig grøn omstilling på tværs af alle sektorer.

Fælles arbejdsprogram

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Du kan downloade det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina her

Samarbejde på tværs af myndigheder

Et væsentligt fokusområde i arbejdsprogrammet er indsatsen i Kinas provinser og byer blandt andet som følge af, at lokalmyndighederne i Kina er ganske magtfulde i udvikling af for eksempel sektorpolitik, beslutninger vedrørende investeringer og så videre. Provinserne i Kina er på størrelse med middelstore europæiske økonomier med op mod 100 millioner indbyggere. Tilvækst i byernes befolkning kræver store investeringer i energi, miljø, infrastruktur, uddannelse, sundhed og velfærd. I forbindelse hermed har danske aktører (herunder danske byer, regioner og erhvervsliv) viden, som mange kinesiske byer efterspørger. Mange danske byer og regioner har derfor også samarbejde med en kinesisk partner, hvilket er et vigtigt supplement til Danmarks bredere samarbejde med centralmyndighederne.

Kontakt

Indholdsansvarlig

Henriette Pia Meldgaard Kristensen

Counsellor, Team Leader Economic Affairs

Email: henkri@um.dk