Spring til indhold

Mød Ambassadøren

Mød Danmarks Ambassadør i Kina A. Carsten Damsgaard

""

 

Velkommen til Danmark i Kina.

De danske repræsentationer i Kina arbejder for Danmark i Kina.

Hvor det gælder. Når det gælder.

Mit team og jeg på ambassaden i Beijing og mine kolleger på generalkonsulaterne i Shanghai, Guangzhou og Chongqing samt på handelskontoret i Taipei arbejder alle for at fremme danske interesser i Kina, hvad enten de er politiske, økonomiske, kommercielle eller kulturelle. Vi arbejder også for at styrke og udbygge det omfattende og bredspektrede samarbejde mellem Danmark og Kina – og for at udbrede kendskabet til Danmark og hvad, Danmark står for og kan bidrage med, mest muligt over hele Kina. Dette arbejde omfatter naturligvis hele Kongeriget, inkl. Færøerne og Grønland.

Vores målsætning er at skabe mest mulig værdi for Danmark og danske interesser i én af verdens stærkeste økonomier med over 1,3 mia. indbyggere. Vi ser ambassaden og de øvrige danske repræsentationer som centrale omdrejningspunkter for fortsat videreudvikling af strategiske partnerskab mellem Danmark og Kina.

Danmark har et stærkt brand i Kina. Det skal vi værne om og videreudvikle. Det gælder både moderne danske værdier og innovative bæredygtige løsninger og produkter inden for bl.a. miljø, energi, fødevarer, sundhed, velfærd, transport, design og kultur. Det moderne ”eventyrland” - som mange i Kina kender Danmark som – har meget at byde på i lyset af den hastige økonomiske og sociale udvikling, som Kina står midt i. Det gælder også for så vidt angår fremme af kinesiske investeringer i Danmark.

Et væsentligt aspekt af dette arbejde er også at fremme de direkte kontakter mellem danskere og kinesere. Hvad enten det gælder turister, forretningsfolk, studerende, journalister eller kunstnere, bidrager vi gerne til at øge trafikken mellem vore to lande.

Følg os og vore aktiviteter på ambassadens og repræsentationernes sociale medieplatforme.

Igen, velkommen til Danmark i Kina.

A. Carsten Damsgaard
Danmarks ambassadør i Kina

 

Ambassadørens baggrund

Ambassadør A. Carsten Damsgaard tiltrådte som Danmarks ambassadør i Kina den 15. august 2015. Han er også Danmarks ambassadør i Mongoliet.

Fra 2011 til 2015 var han Danmarks ambassadør i Japan, og i perioden 2010-2011 var han dansk ambassadør i Afghanistan.
I 2008 udnævntes A. Carsten Damsgaard til politisk direktør i Udenrigsministeriet, og fra 2009 var han udenrigsministerens særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan.

I årene 2003-2008 var han Danmarks ambassadør i Israel.

Blandt hans tidligere poster kan nævnes: Chef for Udenrigsministeriets kontor for udenrigs- og sikkerhedspolitik (1999-2003), stedfortræder for Danmarks faste repræsentant ved NATO og WEU i Bruxelles (1996-1999), europæisk korrespondent i Udenrigsministeriet (1992-1996) og 1. ambassadesekretær (politiske spørgsmål) ved Danmarks ambassade i Paris (1986-1990).

A. Carsten Damsgaard er født den 20. november 1955. Efter studier i Paris og New York blev han cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1981.

Samme år blev han ansat i udenrigstjenesten.

Ambassadøren er gift med lektor, Ph.D. Esben Karmark, Copenhagen Business School.